
Transformationen fra industrisamfund til videns- og informationssamfund medfører, at erhverv, der bygger på immaterielle aktiver, får stadigt større betydning for økonomi og beskæftigelse.
Værdien af immaterielle aktiver findes forenklet sagt i, at de giver rettighedshaveren ret til at nedlægge forbud mod, at konkurrenter indenfor et bestemt område gør brug af eksempelvis samme opfindelse, design, varemærke el. lign.
Den skattemæssige behandling af immaterielle aktiver udgør et centralt instrument til at skabe incitamenter til forskning og udvikling i erhvervslivet. Denne bog beskæftiger sig primært med de nationale skatteregler, der træder i funktion ved afståelse, erhvervelse, licensgivning og værdiansættelse af immaterielle aktiver.
Bogen henvender sig til såvel teoretikere som praktikere. Den dogmatiske gennemgang af reglerne bærer præg af forfatterens erfaringer fra det praktiske retsliv, og de selvstændige kapitler, der behandler reglerne om beskatning af immaterielle aktiver, gør bogen velegnet som opslagsværk.
Bogen indeholder tillige en historisk gennemgang af reglerne for beskatning af immaterielle aktiver og afsluttes med et retspolitisk kapitel.