
Den 1. januar 2010 trådte en ny retsplejelov i kraft for Grønland. Retsplejeloven introducerer flere nye tiltag inden for kriminalretsplejen, hvoraf de vigtigste er:
- Etableringen af en ny domstolsorganisation
- Etableringen af forsvarerinstitutionen, herunder introduktionen af autoriserede forsvarere
- Introduktionen af bisidder til forurettede i visse sager
- En detaljeret beskrivelse af kriminalsagens behandling samt til tider nye regler herfor, herunder bestemmelser om fjernkommunikation
- Nye kriminalprocessuelle tvangsindgreb
- Nye regler om aktindsigt
- Regler om syn og skøn
Herudover er der i retsplejeloven skabt mulighed for at introducere konfliktmægling som forsøg i kriminalretten.
Denne bog giver et overblik over retsplejeloven og i særdeleshed de regler, der har betydning for behandlingen af kriminalsager i første instans. Sproget er enkelt og med henvisninger til såvel betænkningen som relevante grønlandske og danske afgørelser, der illustrerer de forskellige bestemmelser.