
Sociale rettigheder får stadig større betydning for den enkelte og for fællesskabet. I denne bog belyses og problematiseres denne udvikling set i lyset af en række aktuelle emner, der inddrager europæiseringen og menneskerettighedernes stigende betydning - også for de nordiske velfærdsstater.
Bogen er inddelt i tre hovedtemaer
- Socialrettens rolle i et moderne samfund
- Beskyttelse af grundlæggende rettigheder
- Børns sociale rettigheder
Under disse temaer behandler forfatterne en række forskellige spørgsmål:
- Er der en for systemvenlig tradition i anke- og domspraksis?
- Er den danske flexicuritymodel under pres af EU's principper om fri bevægelighed?
- I hvilket omfang kan der tages sociale hensyn i kontraktsforhold?
- I hvilket omfang er sociale rettigheder beskyttet i kraft af ejendomsretten?
- Hvor langt rækker Menneskerettighedsdomstolens beskyttelse af sociale rettigheder?
- Hvordan hænger kvinders sociale rettigheder sammen med fattigdomsbekæmpelse set i et udviklingsretligt perspektiv?
- Omfatter børns ret til familieliv en ret til omsorg?
- Har børn en selvstændig ret til sundhed?
- Hvor langt rækker børns ret til en grundlæggende uddannelse?